Sådan fungerer "Vi-modellen" og hjælper forældre til unge med dobbeltdiagnose

Af Anine Boisen, publiceret i bladet STOF NR. 36 / SOMMER 2020.

Jeg har siden 2011 arbejdet som familieterapeut med fokus på forældre til unge med skadeligt forbrug af rusmidler. Det har jeg gjort både i egen praksis og hos Novavi Stofrådgivningen, der tilbyder behandling til unge med skadeligt forbrug af rusmidler og er specialiserede i unge med dobbeltdiagnose, dvs. unge med samtidig psykisk lidelse og brug af rusmidler. Antallet af disse unge er stigende (1). I samarbejde med Novavi– og kvalificeret af evalueringer fra Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet – har jeg udviklet en model for forløb til forældre til unge med dobbeltdiagnose, der udkom i foråret 2020.

Rusmidler både mindsker og øger det svære
De unge har det svært og er i gang med at ndevej i livet, og rusmidlerne gør det ikke nemmere – tværtimod. De unge fortæller, at brug af rusmidler hjælper på at få fred fra det svære, men over tid skaber det flere problemer. Mange oplever fx udfordringer med venner, der fagligt og socialt ”løber fra dem”, følelsen af forkerthed og af ikke at slå til samt ensomhed, angst og vrede.

Frygt får forældre til at ”stramme til”
Når forældrene ser, at problemerne øges i den unges liv, skaber det bekymring og frygt for, hvordet skal ende, og hvad gør man så? De fleste forældre øger kontrol og styring og forsøger at ”tale den unge til fornuft”. Sådan er vi mennesker. Men for en ung med dobbeltdiagnose kan det være med til ikke at føle sig forstået, og det kan øge problemerne.

Når alle giver op
Relationer er det vigtigste, vi har som mennesker. Vi skabes gennem hinandens blik, og når livet er svært, er det essentielt ikke at stå alene, men at have fornemmelsen af at kunne noget og af at have værdi. Det gør, at vi kan håndtere de svære ting i livet uden at vælte og komme tættere på det, der betyder noget for os i tilværelsen.

I mit arbejde møder jeg mange familier, hvor relationerne er tyndslidte, og det viser sig som konflikter, nogle gange voldelige, og/eller somfuldstændigt fravær af kontakt, altså en form for opgivelse af hinanden. De unge oplever, at forældrene konstant er på nakken af dem, og forældrene oplever at have gjort alt, uden det gør en forskel. Over tid kan det betyde, at forældrene opgiver at kunne gøre mere eller gør ting, der putter ”salt i såret”, som fx at straffe de unge ved at tage privilegier fra dem, skælde ud og kontrollere, eller de går ned med stress eller depression.

Der er altså tale om unge, der er dobbeltbelastede, og forældre, som gennem at forsøge at hjælpe og forandre situationen selv bliver belastede. Det bliver nemt ødelæggende for relationen mellem barn og forældre. Problemerne snurrer sig ind i hinanden, og alle ender med følelsen af at stå alene, hvilket hverken er godt for forældrene, behandlingen eller den unge.

Behov for hjælp udefra
Min erfaring er, at unge ønsker, at deres forældreer tæt på, tager dem alvorligt og bakker dem op, når livet er svært. Det gør, at de ikke føler, at de står helt alene. Det er grundlaget for, at mennesker får mod og tro på, at forandring er mulig. Men for at forældrene kan det, er der brug for hjælp og støtte udefra, så de kan holde til belastningenog nde måder at tackle situationen på, der er understøttende for den unges gode proces.

Vi-modellen har manglet
Samme erfaring har Novavi Stofrådgivningen, og for tre år siden blev det tydeligt gennem en afdækkende rapport på området, ’Unge med dobbeltdiagnose/dobbelt belastning af Peter Jensen, SPUK og Susanne Pihl Hansen’, som Helsefonden stod bag, at det er vigtigt at inddrage forældre i behandlingen til unge med dobbeltdiagnose. Den pegede også på, at der manglede viden om, hvordan det kan gøres, og at det var en ide at udvikle og afprøve idéen om at danne forældregrupper til forældre til dobbeltbelastede unge, da, som der også står i rapporten, ”de formentlig også vil opleve dobbelte belastninger i deres forældrerolle”. Det blev afsættet for udviklingen af Vi-modellen, som er finansieret af Helsefonden i samarbejde med Center for Rusmiddelforskning og Novavi.

Hvad er Vi-modellen
Vi-modellen er et forløb til forældre til unge med dobbeltdiagnose. Vi-modellen består af syv møder. Fire gruppemøder med oplæg understøttet af visuelle modeller, anbefalinger og dialog, der blandt andet kommer omkring temaer som rusmidler,diagnoser, kommunikation, konflikt, skam, tillid, egenomsorg, familie og netværk. Sideløbende er der tre individuelle samtaler, hvor forældreparrene hver især mødes alene med den professionelle, der leder gruppesamtalerne, og taler mere i dybden omkring individuelle udfordringer.

Forældrenes perspektiv
Udviklingen af forløbet bygger på interviews med forældre og deres børn, der tidligere har deltaget i Stofrådgivningens forældregrupper. De unge i disse interviews fremhævede betydningen affærre kon ikter og mindre skældud og støtte.Forældrene i interviewene lagde også vægt påbetydningen af hjælp til færre kon ikter samthjælp til at tackle dilemmaer som: Skal vi skælde ud og sætte ”stramme rammer” eller give slip? Skal vi hjælpe eller stille krav? Alle forældre gav også udtryk for, at de var slidte og havde brug for hjælp til at komme tilbage til det, der betyder noget for dem. Som en far sagde det:

”Jeg længes efter bare at være far igen. At vi hygger os sammen. Altså ligesom bare at være helt almindelig forælder igen. Jeg er konstant på arbejde overfor min søn”.
Forældrenes perspektiv blev sammenholdt med erfaringer fra andre forældregruppeforløb i Novavi Stofrådgivningen, med viden og erfaringer fra førende børne- og ungdomspsykiatere, misbrugsbehandlere og psykologer samt med inspiration fra blandt andet den løsningsfokuserede terapi og narrativ teori. Tilsammen dannede det grundlaget for udvikling af Vi-modellen, som blev afprøvet to gange og evalueret af Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet. Evalueringerne blev løbende brugt til at justere forløbet og var derigennem med til at kvalificere den endelige model.

Støtte er mere end at lytte
Et bærende element i udviklingen er erfaringen af, at det ikke er nok at tilbyde forældrene støtte gennem at lytte, de skal også have noget nyt med sig. Vi-modellen er udviklet af mig på baggrund af mine fire principper for forældreinddragelsei behandling til unge med skadeligt forbrug af hash. Principperne er også beskrevet i min bog ’Unge og hash’ udgivet i 2017. De principper har guidet den overordnede tænkning af forløbet og processen på de enkelte mødegange.

1) Forældrene har brug for at mærke, at de har betydning – både for den unge og for de profes- sionelle og udkommet af behandlingen.

2) Forældrene har brug for viden, så de bedre kan forstå de unges situation, og så det bliver nemmere for dem at orientere sig i de komplekse problemer.

3) Forældrene har brug for konkrete ting at gøre, da det oppebærer håb at gøre noget og se, at det har en positiv effekt.

4) Forældrene har brug for at mærke deres egne værdier, da problemer kan skubbe os væk fra dem, og så opstår følelsen af ikke at have et fundament.

Samarbejde med forældrene
For at imødekomme principperne har en sam-arbejdende tilgang (8) været bærende. Mange forældre kommer med følelser af skyld og skam samt erfaringer med ikke at føle sig hørt og godt behandlet i systemet. Det gør, at de opgiver troen på egen betydning ift. den unge. Det går ikke. Forældrene har ligesom de unge – og alle os andre – brug for at blive lyttet til og taget alvorligt. Vi skal føle os gyldige og værdifulde som mennesker. Løsningerne skal findes i et samarbejde.

Den samarbejdende tilgang mellem forældrene og gruppelederen af forældregrupperne betyder, at gruppelederen tilbyder sin professionelle og faglige viden, samtidig med at forældrenes egen viden og erfaringer fra deres levede liv med den unge inddrages. Tilgangen gør, at forældrene kan mærke, at de bliver lyttet til og respekteret, og at deres erfaringer er gyldige og nødvendige for udkommet af forløbet og deres situation. Det gør, at de engagerer sig, og at professionelle og forældre kommer, om man så må sige, ”på samme side af bordet”.

Samarbejde om nye handlinger
Vi-modellen har fokus på effekten af problemerne og på nye handlinger, der skaber mere ønskede og hensigtsmæssige måder at være sammen på i familierne. Der samarbejdes med forældrene om en tilgang til de unge, der bygger på ideen om: Hvis ikke det virker, så gør noget andet. Hvis det virker, så gør mere af det samme. Forældrene ønsker sig ofte en ”to do”-liste, der løser problemerne. Men det er en fælles undersøgelse hver gangaf forældrenes erfaringer og den professionelles viden, der tilsammen skaber ideer til, hvad der kan afprøves, da der ikke findes en enkelt opskrift. Som en mor udtrykte det:

”Det er jo lidt irriterende, at gruppeleder ikke altid har svaret. Men det føles på den anden side som at blive taget alvorligt, når jeg selv bidrager til, hvad der kan gøres. Så afprøver jeg det, og hvis det ikke virker, så står gruppeleder ikke og holder fast i noget ekspert noget, men hjælper med at finde på noget nyt, jeg kan afprøve, som passer til den, jeg er”.

Mennesker er mere end deres problemer
Gruppelederen er opmærksom på ikke at de nere forældre og unge gennem sit sprog. Menneskerer ikke deres problemer og diagnoser. Der skal også tales om de ting, der ligger udenfor problem- fortællingerne, fordi man derigennem får et nuanceret blik på sig selv, og hvad der er vigtigt for en. Det er vigtigt, når man skal ”holde til” en svær tid og samtidig forandre livet. Som en mor sagde:

”Jeg troede, jeg skulle finde ud af alt det, jeg er dårlig til. Men vi fandt frem til det, jeg kan, og hvad der betyder noget for mig som mor. Det er altså en ret vild følelse, der giver håb og mod på tingene”.

Vi-modellen er tilgængelig for alle
Hvis man er forældre til en ung med dobbelt- diagnose, så hjælper det at gå i et forløb. Vi- modellen giver forældrene øget viden om rus- midler, diagnoser og relationer, så de bedre kan forstå de unges situation. Den giver et rum, hvor de kan dele og udforske egen viden og egne følelser med professionelle og ligesindede. Den hjælper dem til at afprøve nye handlinger. Det gør,at de får bedre fodfæste, at kon ikterne mindskes,og familiens trivsel øges. Evalueringen viser også, at den understøtter de unges proces og forældrenes evne til at passe på sig selv.

Vi-modellen løser ikke alle udfordringer for forældre og unge med dobbeltdiagnose, mere kunne have været med, og der skal ses nuanceret på den enkelte familie. Og de forskellige ”systemer” som skole, behandlere, forældre og netværk omkring den unge skal altid samarbejde. Der er ikke en instans, der kan løse det hele. Vi-modellen er et evalueret bidrag, der støtter forældrene i at håndtere den belastning, det er at være forælder til en ung med en psykiatrisk diagnose og et samtidigt misbrug.

Brug af Vi-modellen kræver viden og forberedelse. To publikationer udgør tilsammen en drejebog:

• ’Introduktion til Vi-modellen’ ( findes også i en trykt udgave)

• ’Arbejdsbog til Vi-modellen’ (mødegange, oplæg, modeller og samtaleskabeloner

• Kan downloades frit på www.stofraadgivningen.dk.

  Yderligere information: stofraadgivningen@novavi.dk / 30 59 37 33

Vi-modellens syv mødegange
1 Individuel samtale: ”Historie, håb og proble- mer”. Fokus på at lære familiens historie at ken- de – generelt og ift. diagnose og forbrug. Arbej- de med problemer og få øje på det, der fungerer.

2 Gruppemøde: ”Rusmidler og diagnoser”. Formidling af viden om rusmidler og diagnoser. Forældrene får bedre forståelse for de ungesperspektiv og udvikler ideer til nye handlinger,som støtter de unge.

3 Gruppemøde: ”Kommunikation og kontakt”. Formidling af viden om kommunikation. Hvad sker der, når det går galt? Hvilke effekter har det? Forældrene arbejder med egne erfaringer,og hvordan kon ikt, eller at de unge trækkersig, mindskes.

4 Individuel samtale: ”Åben dagsorden”. Fokuspå speci kke problemer i forhold til den unge og måder at takle det på. Psykoedukationift. diagnosen.

5 Gruppemøde: ”Tillid, skyld og skam”. Undersø-gelse af mistillid mellem forældre og ung. Der n- des måder at øge tilliden – selvom den ikke altid er der i udgangspunktet. Arbejde med, hvordanforældrene kan mindske skyld og skam.

6 Gruppemøde: ”Omsorg for hele familien”. Hvilket liv ønsker forældrene sig i familien? Hvad får magten derhjemme? Hvad med søskende? Arbejde med, hvilke relationer der er klemt i familien, og ideer til, hvordan man passer på sig selv også gennem inddragelse af netværk.

7 Individuel samtale: ”Udbytte og fremtid”. Høstaf forældrenes erfaringer fra forløbet, som de kan tage med sig. Fokus på hjælpebehov fremover, og hvad de selv kan gøre for at få den hjælp.

Link til den publicerede artikel i STOF

OBS: Udgivelsen er udsat til slut oktober 2020 pga Covid-19, hvorfor materiale først vil være tilgængeligt der.

Terapi er også en frihedskamp

Menneskers liv består af historier. Nogle ligger fremme i bevidstheden, andre mere tilbagetrukket og nogle ligger som kropslige erindringer, der måske aldrig har fået sprog. Det er erindringer om begivenheder, indsigter og sansninger. Det er de store fortællinger og de små fortællinger, der tilsammen udgør det et menneske er. Det er historier der fletter sig ud og ind mellem hinanden og som på hver deres måde er med til at danne vores fornemmelse af os selv, vores identitet og hvad der er muligt for os at gøre her i livet. Historierne rummer bestemte konklusioner om os selv, hinanden og vores verden. 

Der er altid mere at fortælle
Men der er altid mere at fortælle om mennesker end det som konklusionerne tilbyder. For fastlåste konklusioner og for få tilgængelige historier kan også begrænse os. Vi skal huske at udfordre de historier vores liv består af og gå på opdagelse i det der ligger gemt udenfor det kendte historie rum.  

Og vi skal ikke kun interessere os for konklusionerne, og vejen hen til konklusionerne. Vi skal spørge os selv hvordan kom jeg herhen? Hvad fik mig til at gå? Hvorfor gjorde jeg det? Hvad var intentionen med det? Hvad var et for en kraft der trak i mig? Hvad var det, der var vigtigt for mig?

Hvis det var dans vi talte om, ville jeg sige, vi skal ikke interessere os så meget for hvordan vi bevæger os, men hvorfor vi bevæger os sådan?  Hvad er intentionen og hvordan hænger det sammen med det, der er vigtigt for os?

Hvem er du også?
Vi skal stræbe efter at få øje på de små forsøg på at bevæge os videre til det ukendte. Der hvor vi bliver undersøgende og legende. Der hvor mennesker gør noget andet end det, der lå ligefor. Der kan vi få øje på modhistorier. De små forsøg der aldrig har fået sprog og som aldrig er blevet en del af menneskets historie. Lige der har vi muligheden for at erkende nyt om os selv. Tænk at være mere og andet end man selv vidste. Ingen ved hvem man også kunne blive. Der ligger friheden. 

Friheden ligger også i når vi er i stand til at være med de låstheder i kroppen, der er opstået op gennem vores opvækst. Når noget sker, som på den ene eller anden måde ikke kan rummes i kontakt med “den anden” eller af ens eget nervesystem, så låser vi i kroppen. De låsninger går ikke væk af sig selv, de bliver til en slags fængsler, vi går rundt i. Fængsler der gør os ufri og ofte giver en fornemmelse af at være langt fra sig selv. Håber er at vi med hjælp kan slippe og mærke vores livskræft og livsstrøm igen. Der ligger friheden.

Når mennesker mærker den frihed, får de mulighed for at komme tættere på de liv de gerne vil leve og dem de gerne vil være. For mig er det, det den frihed, der er formålet med terapi. 

Terapi er også en frihedskamp

Af Anine Boisen

Unges psykiske mistrivsel er (også) svar på et sygt system!

Unge i Danmark mistrives og flere og flere får psykiske udfordringer og diagnoser. Men pas på med at sige, at det er de unge, den er gal med. Fra mit terapirum ser det ud som om, at det i den grad også er ydre strukturer der fokuserer på præstation og perfektion, som er problemet. De unge er udsat for et urimeligt pres, som skaber utilstrækkelighed og ensomhed hos dem, der ikke lige passer ind, og det bliver mennesker syge af. Hvis udviklingen skal vendes, må vi skabe bekræftende fællesskaber i familien, i skoler og institutioner, hvor det er muligt at tale om og dele det der er svært, hvor vi lytter og støtter og tager de unge alvorligt. De er sunde kroppe, der reagerer på, at der er noget rav ruskende galt i vores samfundsstrukturer. 

Af forfatter og terapeut, Anine Boisen

Det går dårligt med børn og unges trivsel og psykiske tilstand i Danmark. Den 25. februar, kunne man læse i Politiken at 15%, hvilket svarer til hver syvende ung, får en psykiatrisk diagnose inden de bliver 18 år og tallet ser ud til at være stigende. Særligt ADHD, Autisme og angst, stress og depression træder frem.

Det har længe været kendt, at noget er galt og at tallene er for store. Der kommer løbende nye undersøgelser frem, der peger på at mistrivslen er stigende og det er heldigvis også på politikernes landkort. Ambitionen må være at knække kurven, som Thorstein Theilggaard, generalsekretær i landsforeningen Bedre Psykiatri, sagde i ovenstående artikel, “Det er jeg enig i, men hvordan?“

Den er gal i de strukturelle lag
Jeg er terapeut og taler hver dag med unge mennesker, der er ramt af livet. De kommer stort set alle sammen med fortællinger om voksne, der ikke forstå dem og derfor heller ikke kan hjælpe dem - ikke bare deres forældre men også professionelle voksne. Gennem mine samtaler er det tydeligt for mig, at der er brug for, at skifte perspektiv fra at det udelukkende er unge og deres familier der selv bærer problemet, til at det i høj grad også handler om strukturer i vores samfund. Strukturer der er indlejrede i vores institutioner og uddannelser og nogle gange også i den hjælp der tilbydes, når skaden er sket. Det er nedbrydende for mennesker. Så der skal vi have fat.

De unge kæmper for ikke at føle sig utilstrækkelige
Det altoverskyggende perspektiv er, at mange unge føler at de er alene med følelser af utilstrækkelighed og forkerthed, og med det der er eller har været svært eller smerteligt i deres liv, samtidig med at de står i en verden, der er præget af en uoverskuelig kompleksitet og et pres om, at de skal præstere og levere og være ”rigtige” og perfekte lige fra vuggestuen af. 

Ydre normer bliver til indre sandhed
Vores samfund er spændt for en præstations- og perfektionsvogn, der siger, afsted med dig, pas ind, bliv til noget, se godt ud, pas på dig selv, vær cool på den rigtige måde, vær lykkelig, vær venner med de rigtige osv. En vogn vi alle er påvirket af. Så når børn og unge udviser symptomer på, at noget er for meget, presset er for stort og at de mistrives, så bliver de mødt med, du er nødt til at tage dig sammen. Du er nødt til at passe din skole, eller du må prøve at tænke på noget andet osv. Der bliver talt til fornuften gennem et rationale, der knytter sig til de ydre normer. Der bliver ”skubbet bagpå” i håbet om, at det hjælper de unge til at klare sig. Alt sammen i den gode sags tjeneste, og sagt af velmenende voksne, men risikoen er, at det gør presset større. Det skaber over tid en indre sandhed hos de unge om, at hvis jeg ikke passer ind, så er det mig der er forkert. 

Som en ung dreng med angst sagde til mig forleden, 

”Min mor vil jo det bedste, når hun siger at jeg bare må klemme ballerne sammen og huske at det snart er overstået. Men jeg bliver bare endnu mere overladt til mig selv, med dét der er svært. Og ikke nok med det, jeg føler mig jo også utilstrækkelig”.

Netop følelsen af utilstrækkelighed er med til at skabe problemet, som en ung pige med depression og ADHD sagde i en samtale,

”Jeg hænger i en tynd tråd på mit studie. Jeg har for meget fraværd pga. min depression. Hvis jeg bliver smidt ud, så er det en katastrofe. Jeg skal have en rigtig værdig uddannelse. Det er det eneste, der betyder noget for mig. Jeg bliver jo totalt til grin, hvis ikke”. 

Det er ikke en unuanceret psykisk syg ung, der siger det. Det er en ung, hvor de ydre normer for hvornår man er god nok til at være en del af fællesskabet, er blevet en del af den unges indre sandhed om, hvad der er vigtigt i hendes liv. Det er et udtryk for at forsøget på at leve op til præstationsræset, gennem ydre leveregler, der kun kan praktiseres hvis man overhører sig selv og klarer det svære alene, og i sidste ende er det med til at gøre unge mennesker syge.

Forældrene er også magtesløse
Forældrene forsøger så godt de kan med at sige, ”jamen skat, du er jo god nok, som du er… det er bare fordi…”. Men som en anden ung sagde, 

”Det kan de sagtens sige, for jeg ved godt at ude i den virkelige verden, der er jeg bare ikke god nok, som jeg er. Der skal jeg se ud på bestemte måder, være så og så dygtig. Have de rigtige venner osv.”. Det er en del af problemet, som de sociale medier iøvrigt også er med til at forstørre.  

Selv hjælpen definerer og gør de unge forkerte
En anden del af problemet er, at alt for mange unge ikke føler sig hjulpet, når de opsøger professionel hjælp. Og så sent som i lørdags d. 29. februar i et debatindlæg i Politiken fortæller Ophelia Keitum da også om en psykiatri, der er helt i knæ. Hvor det er kæden hopper af, skal jeg ikke gøre mig klog på her, men jeg må konstatere, at jeg ser ingen tegn på, at den store mistrivsel kan løses gennem de muligheder som psykiatrien pt. har at tilbyde eller gennem behandlingstilbud, hvor problemerne fortsat bliver individualiseret og defineret som noget de unge skal løse alene. 

En ung jeg talte med, som var ramt af et skadeligt forbrug af hash, kom ind af døren og sagde, ”Jeg tror, jeg er en taber som menneske”. Da jeg spurgte til hvor den ide kom fra, så var svaret, at den var opstået gennem voksne, der havde forsøgt at hjælpe hende. 

Historien om hendes teenageår var, at hun havde svært ved at finde sig tilrette i pigegruppen og havde svært ved det faglige pres. Hun følte sig forkert, ikke helt god nok og udenfor. Hun fandt fællesskab med en gruppe der røg hash og mærkede hurtigt, hvordan hashen også dæmpede følelsen af utilstrækkelighed. Men over tid fik hun det for skidt, fik svært ved at passe sin skole og opsøgte hjælp. Hjælpen hun fik tilbudt var en voksen, der sagde, 

”Jeg siger kun det her for at hjælpe dig, men du kan jo nok forstå, at man ikke kan passe sin skole, når man ryger hash. Du har jo selv et valg, og lige nu træffer du hele tiden det forkerte. Så vil du egentlig det her?”. 

Pigen var desorienteret og følte sig på ingen måde taget alvorligt eller hjulpet. Lærerens ord skabte endnu mere utilstrækkelighed og følelse af at være alene. 

Et andet eksempel er en ung dreng hvor vrede og cutting var blevet en del af hverdagen efter en årelang og voldsom mobbehistorie. Hans far kontaktede praktiserende læge og en psykiater for at få hjælp. Begge professionelle stillede det samme spørgsmål til drengen,

”Hvorfor er du blevet mobbet?”

I det spørgsmål placerer de problemet og ansvaret for løsningen inde i drengen selv. Og han får en oplevelse af, at de synes, at det er hans skyld, at han er blevet mobbet eller at han kunne have gjort noget for at undgå det. Det gjorde problemet endnu værre og han opgav troen på at nogle overhovedet kunne hjælpe ham.

Tag de unge alvorligt og se problemets rod
I min praksis er det tydeligt, at det ofte ikke er de unge, der er problemet. Jeg ser som regel effekterne af problemet i de unges liv, og det viser sig blandt andet som symptomer, som vi som samfund giver navne som ADHD, autisme, angst, depression, misbrugsdiagnose og så videre. Navne som ikke må blive til lukket kassetænkning, så vi skal være vågne - både som forældre, professionelle og politikere.

Det er på tide, at vi begynder at fokusere på problemets rod og på nuancer og helheder. Og vi skal gå op imod stemningen i vores samfund der fokuserer på, at alle skal leve op til at være perfekte i forhold til de ydre normer for at føle sig værdifulde og gode nok som mennesker. Det ses både på de sociale medier, men det ses også i det pres som forældre og samfund kommer til at tilbyde de unge i dagligdagen og når de spørger om hjælp. Og samtidig med det, har vi ”aflyst” fællesskabet (også i familierne) som et støttende sted, hvor unge kan slippe det hele og læne sig tilbage. Der er ikke nogle de unge kan samles med, om at gå op imod den ydre fjende, for den er flyttet ind i os alle sammen og er blevet en indre lov i os mennesker, som gennemsyrer hele vores samfund fra stemningen i familier til test i skoler og institutioner til menneskesynet i meget behandling. Problemet er blevet individualiseret og løsningen er det samme, og det får unge til at føle sig alene og det gør at alt for mange i sidste ende bliver syge.

Fællesskaber og tryghed er god medicin
Vi kan ikke løse menneskers problemer ved at definere dem og sætte deres symptomer i kasser, og ved at fortælle dem, hvor de er forkerte og hvordan de burde være. De unge har brug for steder, hvor de ikke bliver vurderet. Steder hvor de kan læne sig ind i tryghed og hvor de føler sig bekræftede som mennesker, gennem at mærke at der er nogle der vil være sammen med dem og lave ting med dem, nogle der vil spørge og lytte for at forstå. Nogle der vil dele deres egne fortællinger om deres uformåenhed, svære oplevelser og favntag med livet. 

Vi skal interessere os for historien
Når en ung bliver ramt af livet, så de først og fremmest tages alvorligt. De skal mødes. Det hjælper når de unge oplever, at de bliver lyttet til og taget alvorligt –både af deres forældre og de professionelle, der tilbyder hjælp. Vi skal spørge dem hvad der er sket. Hvad historien er om den unge og det der er svært? Hvad er det de voksne ikke har forstået? Vi skal lytte til de unges stemme for det modsatte bliver man alene af - alene og lille.

Vi skal rykke tættere på
Det må være logik at når et menneske har det svært, så skal dem omkring rykke tættere på med rar, støttende kontakt og opmærksomhed. De unge kan mærke, at de hører sammen med nogle. Modgift til mistrivsel er fællesskab. Det er familier, venner, skoler og institutioner, hvor man taler om det der er på færde i den unges liv, om det der betyder noget og hvor man laver ting sammen, så man kan mærke, at man hører til og at der er nogle, der vil en.

Det er ikke de unge, der er problemet 
Vi skal hjælpe de unge til at se og forstå den virkelighed de står i, så de kan se at problemet er strukturelt. Det er ikke de unge, der er problemet. Når de får øje på det, så kan de pludselig se, at de er sunde kroppe, der reagerer på et umenneskeligt pres og så bliver det faktisk nemmere at håndtere. Som en ung sagde til mig en dag, 

”Det er for vildt at mærke, at det jo ikke er mig, der er gal på den”. 

Det at forstå det løsner i sig selv noget af problemernes greb om de unge og det giver dem mulighed for at få øje på, hvad der betyder noget for dem og hvor det lykkes dem at gå op imod ræset. Derigennem mærker de, at de kan noget og de mærker deres egen – ja livskraft.

Vi skal være sammen om det, der betyder noget 
Mit håb er, at næste gang en ung får det rigtig skidt, så skal de voksne der er omkring dem – både professionelle, familie og forældre, tale med de unge og deres venner om følelsen af ensomhed og utilstrækkelighed – for den kender vi alle. Vi skal invitere til at tale om deres liv og fortælle om vores eget. Vi skal tale sammen om det, så vi ikke bliver alene med det. 

Det er fællesskaber hvor vi kan dele hvordan det er at være menneske, barn og ung, som kan taget pusten ud af præstations- og perfektionsræset og komme det umenneskelige og sygdomsfremkaldende pres til livs. Det er et væsentligt sted at tage fat, hvis vi skal knække den uhyggelige opadgående mistrivsels- og diagnosekurve blandt børn og unge i dag.